Ph.d.-stipendiat til en treårig ansættelse fra den 1. februar 2027 eller snarest muligt herefter.
Ph.d.-projektet indgår i det større forskningsprojekt Global Cultural China: Danish–Chinese Cultural Encounters, som undersøger hvordan kulturelle produkter, praksisser, traditioner og idéer bevæger sig på tværs af grænser og forandres undervejs.
Projektet er forankret i instituttets kinastudiemiljø og inddrager forskerne ved Kinastudier samt potentielt to yderligere fremtidige stillinger.
Global Cultural China anskuer kultur og kunst som en underbelyst dimension af det globale Kina og omfatter hele den kinesisktalende verden, herunder også Taiwan, Hongkong og diasporasamfund. Projektet søger videre end soft power perspektiver, der primært fokuserer på statsstyret kulturfremme og reception i udlandet.
I stedet tages kinesisk-danske kulturmøder som udgangspunkt for at undersøge, hvordan kulturproduktion og kulturel udveksling formes af transnationale strømme, markedskræfter, institutionelle rammer, teknologiske platforme og lokale receptionspraksisser.
Som en del af dette større projekt indkalder vi forslag til individuelle ph.d.-projekter, der behandler et eller flere af følgende temaer inden for kinesisk kulturel globalisering med fokus på kulturmøder mellem Kina og Danmark:
- transnational produktion, cirkulation og reception af kinesisk kunst, traditionel kultur eller populærmedier
- platformsmedierede kulturfænomener
- transnationale praksisser inden for oversættelse, kuratering og udgivelse
- samt reception og bearbejdning af danske kulturformer er i den sinofone verden.
Kvalitative tilgange og mixed methods er lige velkomne, herunder etnografiske, tekstuelle, historiske og digitale metoder. Stærke projektforslag definerer et klart afgrænset empirisk fokus og redegør for, hvordan de forholder sig til projektets overordnede mål og fokus på dansk-kinesiske kulturmøder.
Om instituttet Projektet er placeret ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) under Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet.
Forskning og undervisning ved instituttet omfatter studiet af sprog, kultur, historie og samfund verden over med særligt fokus på regioner uden for Vesteuropa og USA. Arbejdet hviler på sprogbaserede områdestudier og tværkulturelle perspektiver, der giver indsigt i globale sammenhænge og kulturel kompleksitet.